Kærlighed og London

Hej Jügge.

Først, selv tak for sidst. Dit halløj blev vendt på et møde i gåraftes. Det vil nok blive brugt i en lettere redigeret udgave. Jeg har ladt Brian om at lægge sidste hånd på det. Der bliver flere gentagelser og sådan. Håber det bliver godt. Men nu må vi se imorgen.

Jeg har det sært idag (skrev dette søndag). Og har sådan cirka 100 timers aflevering til imorgen. Stress og tis og bæ. Men hvad søren. Det nytter jo ikke noget at pibe (Jeg har opbrugt min kvote for bevidste stavefejl dette kvartal).

Jeg skriver et digt. Sang på vej hjem fra musical-øvning. Fandt bare på teksten undervejs. Og melodien, men den har jeg glemt. Digtet har vist titlen "kærlighed". Tror jeg. Lidt trivielt men skidt... Det er ren fiktion, skal det lige understreges.

Hvad er det?
Hvad føler jeg?
En form for apati, måske nedtrykthed,
trods min glæde er stor.
Hvorfor føler jeg således?
Hvorfor?

Jeg er glad
Jeg har det godt
Jeg laver sjove ting
Men alligevel har jeg det skidt
Jeg er så helvedes, så satans, så forbandet, så fandens ..
Et dybtfølt suk
Hvorfor?

Denne følelse
Den omfavner mig
Den kvæler mig
Den dræber mig langsomt og pinefuldt
Jeg tror det er en form for kærlighed
Hvorfor?

En forelskelse
En kærlighed til et enkelt menneske
Stærk og på sin vis meningsløs
En kærlighed, så meningsløs, uden oprind
En kærlighed så ugensidig, så umulig
Usandsynlig, uforståelig og alligevel uigenkaldelig

Det er en kærlighed
En forelskelse, der ikke kan,
der ikke må, ikke bør være, men er
En kærlighed, der ikke skal
ikke bør, ikke må,
ikke kan blive, men bliver
Fornægtet.

Nej.
Nej.
Jeg er ikke forelsket.
Dette er normalt
Ikke kærlighed

Som sagt ren fiktion. Det er ikke fuldstændigt, jeg skriver måske mere til, retter og sådan mens det ligger her. Men blev inspireret og følte det måtte skrives ned uanset kvaliteten.

På lørdag tager jeg til London. Jeg hører, du kommer til Hammerum i weekenden, men ikke engang kan blive min gæst til gym-festen fredag :(. Så vi ses jo ikke og snakkes nok først ved, når jeg kommer hjem igen. Men jeg glæder mig nu til turen. Er begyndt at holde af min klasse, i hvert fald nogle i den. Så det bliver bare konge, som du ville have sagt det. Åh ja, og så skal vi have Ægidius med! Så kommer vi altså ikke ligefrem til at kede os.

0 kommentarer:

Send en kommentar