Jule-opera

Hej Lasse

Med frygt for at lyde kliché-agtig, er det en smule overvældende at vende tilbage til det her efter så længe. Men jeg skriver nu engang her for at sende dig endnu et lille blog-brev.
Lad mig starte med at ønske dig glædelig jul. Den er lige overstået, og jeg er tilbage på arbejde i et par dage inden det bliver nytår. Jeg håber din juletid har været tilfredsstillende, og omgærdet med alt det traditionelle med mennesker, hygge, glæde og alt for meget mad.

Du er i Aarhus, og jeg er i Aalborg (eller Frederikshavn på job lige nu), to byer, der - efter en af byernes borgmesters higen efter internationalisering - begge kan kaldes for dobbelt-A.

Nåmen hvad jeg ville skrive om er ferie - en underlig størrelse, og også en eftertragtet en; især når man ikke har den. Jeg har haft julefri siden aftenen den 23., og til i går d. 28. I de mellemliggende dage har jeg stæset rundt til forskellige familiesammenkomster, både i min egen og i kærestens familier. Og hygge har der da været, bestemt, det har der da. Men man kan alligevel godt komme til at savne det at være to - og bare to (ja, eller for den sags skyld bare sig selv), når man sådan dagligt bliver omgivet af flere mennesker end man kan tælle på to hænder. Og det er nok der, man godt vil have ferie - ferie til sig selv, til hinanden, måske endda ferie fra sig selv eller fra den anden. Min far er begyndt at tage på rejser alene. Det vil sige, han tog tidligere i år på en operarejse til Ungarn, uden at tage hverken min mor eller nogen af os andre med. Om han var med et rejseselskab ved jeg ikke, for jeg var jo ikke med. Ikke at det gør noget; jeg interesserer mig ikke forfærdeligt meget for opera, og dog må jeg indrømme, at det syntes mig en smule spøjst, da jeg hørte om, at han kunne finde på at tage af sted alene. Men jeg kan såmænd godt forstå det. Det er alenetid, sådan helt rigtigt.

Jeg har lige talt med en af mine kolleger om det at savne hverdagen når man har ferie, og sjovt nok er vi begge enige om, at man godt kan komme til at trænge til det der med, ikke at skulle være "på," på den måde man er til en fest, eller et selskab eller i en ferie - man trænger til at kunne tillade sig at være grim om morgenen eller søvnig om eftermiddagen. Og til at kunne gå en dag uden nødvendigvis at skulle vaske sig.

Alligevel savner jeg ferie - men det skal sgu være rigtig ferie og ikke en hvor jeg skal være andet end mig. Måske vil jeg bare gerne have en uges weekend. Kan man det?

Senere i dag tager jeg i Bilka - der skal flere lamelgardiner op i vores "nye" lejlighed, og så skal jeg have købt ind så jeg kan hænge lamper op med min nye slagboremaskine. Jeg håber det hele kan være i vores lille bil, som vel også stadig kan betegnes som "ny," for ellers ved jeg ikke hvordan vi får det hele med hjem.

Vil du hilse dine kære og dem omkring dig og varm dig så ved den tanke, at der er lang tid til næste jul, men at den der følelse godt kan blive ved med at være der - også selvom man synes man trænger til en pause.

Om fredens fordragelighed.

”Vi har nu engang visse permanente fjender: Den totalitære stat og den nihilistiske terrorcelle, med hvilke ''fred'' hverken er mulig eller ønskelig. Anerkender vi og forbereder vi os på dette vilkår, kan det give os en række fordele i en krig, der synes forudbestemt til at vare lige så længe som civilisationen er villig til at forsvare sig selv.” - Dette afslutter en tekst af Christopher Hitchens.

”Vi har nu engang visse permanente fjender […] med hvilke ''fred'' hverken er mulig eller ønskelig.”

Er fred ikke ønskelig? Er det ikke netop fordrageligt at leve i fordragelighed med selv dem, vi er mest uenige med? Svaret kan være nej. Måske er det faktisk at foretrække at føre krig for at forsvare vores mest fundamentale værdier, vores eksistens i en vis forstand, frem for at leve side om side med disse dæmoner. Det kan da tænkes at vi netop må føre krig for at nå tættest muligt på fred. Ja, måske er det sandt. Jeg ved bare at jeg foretrækker fred og fordragelighed. Jeg ønsker ikke at føre krig for at nå til enighed. Jeg ønsker ikke at slå ihjel for at skabe lykke.

Jeg forstår tanken om forsvar. Jeg forstår at man ikke ønsker at dø, der er få ting om noget, jeg selv frygter mere end det. Men tanken strejfer at det ikke nødvendigvis er værre at dø end at slå ihjel. Slå mennesker ihjel. Jeg tror ikke jeg vil kunne se dæmonerne, kun mennesker. Mennesker der kan være forskruede, desperate, ja, som måske mener det er rigtigt at slå mig ihjel. Jeg ved ikke hvad der er værst, at slå ihjel eller at dø, for jeg har ingen af delene prøvet. Jeg tænkte bare, at min tanke var tanken værd.

Når det kommer til forsvar af dem, man har kær, er min forståelse kun større. Da ville jeg muligvis selv kunne drives til mord. Måske, jeg ved det ikke. Men jeg ved at jeg for alt i verden vil undgå at finde ud af det. Jeg tror at andre, også blandt vores fjender, uden tvivl er villige til både at dø og at dræbe for at forsvare deres kære, og jeg kan ingenlunde bebrejde dem. Tværtom er min medlidenhed stor, hvis de har brug for det. Hvor min forståelse mangler, er der hvor det gælder at sætte sine kære på spil for at forsvare en idé. Hvor der i det hele taget mangler forståelse er der, hvor man sætter andres kære på spil for at forsvare andet end sine egne.

Et konkret problem at afgøre hvem der er fjender. Jeg tror man i vores samfund finder størst enighed om fjendskabet til terrorister, angribere. Ifølge Hitchens er totalitære stater også fjender, og så vidt jeg forstår, også uden at have angrebet, altså i bund og grund fordi de har andre værdier end os. Selvfølgeligt er det ikke grund nok til fjendskab, blot at de har andre værdier end os, ingen ved sine fulde fem vil jo sige, at min mor er min fjende, og at jeg bør dræbe hende, blot fordi vi er politisk uenige. Min pointe er, at grænsen synes uklar. Det tror jeg den altid vil være, jeg tror aldrig vi får en konkret skelnen mellem fjender og ikke-fjender, for det ligger ikke i fjendebilledets natur at være konkret. Vi kan aldrig finde ud af præcis hvem vi bør dræbe.

Ønsker man generelt fred, ved man til gengæld godt konkret hvem man ønsker det med: Alle og enhver. Men det er svært, det har jeg også erkendt. Det ligger i menneskets natur at blive vred. Jeg er det selv. Men min frygt for krig og død er stærkere. Ja, jeg lader mig styre af frygten. På dette punkt ville jeg ønske alle, der, som jeg, ikke har kærlighed nok til at trumfe vreden, lod frygten styre.

Jeg endte her i min lille krig mod krigen et andet sted end det, jeg tænkte på ved begyndelsen, men sådan er krig jo tit. Men jeg tror altså godt jeg kan fordrage fred.

Jeg går i korte bukser

Hej Lasse

Vejret er godt og jeg går i korte bukser. Jeg går aldrig i korte bukser. Men nu gør jeg altså, for jeg er ved at falde om af varme.

Sidste år arbejdede jeg i A-Z i Herning, men det ved du jo godt. Hvad du sikkert ikke ved eller kender til, er de "inhumane" forhold man som (mandlig) medarbejder bliver udsat for i sommermånederne. Jeg arbejdede i afdelingen Hus og Have i en koncern, hvis regler om påklædning (en såkaldt dress-code) forbyder mænd at gå i andet end én type benklæder; den lange slags.
12 timer i et varmt varehus, flyttende på ting og sager, gerne store 9 liters spande med maling og gerne planter, gerne plæneklippere, gerne redskaber osv., osv., kan give en, en ordentlig omgang sved på panden - og når man har lange bukser på også ned ad benene.

Så nu går jeg i korte bukser - fordi jeg kan!

Der er altså varmt i dag - og jeg glæder mig over at kunne bruge korte bukser - så jeg tog bussen ind til byen for en lille time siden. Jeg har haft nogle problemer med noget DVD-værk og sådan og min nye udgave af Pink Floyds The Wall - The Movie skulle være kommet hjem. Det var den også, intet bøvl.
Nuvel, det kan godt være Stereo Studio har landets bedste kundeservice (i mit hoved i hvert fald), men det kan så sandelig også være farligt bare at bevæge sig indenfor døren i den butik. For, som det nu går, gik jeg ikke bare fra Stereo Studio et styk The Wall - The Movie rigere, men også 149,95 kr. fattigere. Jo, The Wall havde jeg fået på tilgodeseddel og bare som en ombytning, men hvad jeg ikke havde regnet med var Monty Pythons Flying Circus - The Complete Boxset, som jo selvfølgelig stirrede ned på mig fra øverste hylde så snart jeg satte min fod i butikken. Men ja... Nu er jeg 8 disks med sublim absurd-komik rigere og 149,95 kr. fattigere.

Jeg overlever det nok lige.

Hvad jeg egentlig ville have fortalt var, at jeg i bussen på vej hjem fra byen sad overfor en baby. En lille en, med rundt hoved og store kinder, i en lyserød flyverdragt. Og som man jo gør - som man altid gør - når man sidder overfor en baby, begyndte jeg at lave dumme ansigter og fagter til den lille pige.
På et tidspunkt slår hun ud med armene og jeg samler med det samme op på det og slår også mine hænder ud. Og jeg slår dem sammen igen. Jeg klapper ad den lille pige.
Nogle minutter efter klapper hun også. Jeg siger ikke, at der ikke er andre der før har klappet med hende, måske ad hende, men i det øjeblik hun klapper sine hænder sammen og kigger op på mig med sine store øjne har jeg det som om jeg lige har lært hende at klappe.
Så, til dig, lille pige, bliv ved med at klappe! Klap dig igennem livet. Klap, klap, klap. Klap ad andre, klap ad dig selv og klap ad livet. Klap.

Mit liv

Hej Jügge, min ven.

Den perfekte start på en dag. Lige i dag. Mmmmh, jeg har det rart. Men du skal jo have historien. Vi starter fra i gåraftes:

Cirka ved middagstid blev jeg inviteret til fest. Ganske spontant blev en klassefest arrangeret. Det blev et lille hyggeligt selskab med otte mennesker. Vi havde det sjovt, selv om vi ikke kunne finde et spil Twister. Hen ad klokken 1-2 stykker ville nogle i byen, mens vi var fire, der så valgte at tage hjem. De fire, som skulle i byen, blev kørt i byen, og vi andre blev tilbudt et lift østpå af samme chauffør bagefter, og da jeg ikke rigtigt kunne komme hjem, blev jeg endda tilbudt en soveplads hos en af de brave piger. I mellemtiden hyggede vi os med at bytte rundt på værtens ting inde på hendes værelse.

Nuvel, en egentligt rar måde at slutte en god dag på, det er altså hyggeligt at ligge og snakke lidt, inden man falder i søvn (det skal lige siges, at jeg altså sov på gulvet og min vært i sin seng). Vi både pjattede lidt og talte lidt "seriøst" sådan som man nu gør, når man er så behageligt beruset. Så humøret holder stadig lidt fra igår.

Nu kommer vi til morgenen. En super dejlig morgen. Klokken 7 vågner jeg brat ved at min vært stiger ud af sin seng og forlader værelset. Jeg orker ikke helt at kigge, men jeg kan høre det. Jeg ligger så lidt for mig selv i en halv times tid, hvor hun kommer tilbage og åbenbart har været i bad. Er der noget meget skønnere end en frisk, glad pige med vådt hår? (Igen for at undgå misforståelser skal det nok understreges, at hun vel at mærke var påklædt, da hun kom) Sådan smilende og ren ser enhver smuk ud, vil jeg vove at påstå.

Jeg stod op. Ganske vist jævnt smadret og ikke med en super glad mave, men i godt humør. Vi startede dagen med lidt fjernsyn, tegnefilm og hvad der nu ellers kommer af skidt på disney channel. Ikke dårligt, siger jeg dig! Vi snakkede desuden lidt Pokémon. Hun havde sin gameboy liggende med det gule spil i.

Vi spiste morgenmad. Sådan da. Jeg kunne ikke spise mere end en enkelt marmelademad. Jeg havde det ikke decideret dårligt, men min mave skulle endnu ikke udfordres. Derefter genoptog vi den tidligere aktivitet, vi så flere tegnefilm. De Fantastiske Fehoveder er fantastisk. Jeg nød det.

Jeg var så heldig at familien skulle ind til byen, så jeg kunne få et lift til togstationen, altså et held uden lige! På togstationen skulle jeg vente i en halv time. Jeg nød det. En halv time i perfekt vejr. Jeg vil skyde på 12 grader i skyggen og så var der solskin. Himmelen, træerne, de fjerne skyer, alt var flot. Jeg røg mig en pibe af min yndlingstobak, nød livet og overvejede... Jeg ved ikke hvad jeg overvejede, tror slet ikke jeg overvejede noget, men jeg overvejede. Funderede endda måske. Jeg nød så meget at sidde på den bænk at da toget kom, overvejede jeg at blive siddende til det næste en time efter. Det gjorde jeg dog ikke. Jeg var heldig med toget. Det var et af de gamle MR/MRD-togsæt. Du ved, et af dem Arriva overtog fra DSB i sin tid. De er klart de behageligste. Jeg nød turen. Du ved nok, at jeg har en forkærlighed for tog og ture med dem. Jeg kiggede ud af vinduerne det meste af tiden alt imens jeg nynnede arbejdsmelodien fra Phineas and Ferb. Vidunderlig tegnefilm.

Nu er jeg hjemme, det er så mindre sjovt, men jeg vil få det bedste ud af det. Jeg ligger på en madras i haven og skriver det her. Det er rart. Jeg nyder det. Jeg overvejer at børste tænder og spille lidt Pokémon. Måske jeg vil rykke ind foran fjernsynet med det.
Jeg nyder mit liv. Uanset hvor depri og nederen, jeg er, så elsker jeg mit liv. Jeg er ikke specielt produktiv. Jeg er ikke specielt pligtopfyldende. Jeg kan godt være belastende, og jeg er ikke altid noget godt menneske. Men jeg nyder mit liv mere end de fleste, tror jeg. Også mere end de nyder sine egne liv. Hurra for det gode liv.

Hva'?

Hej Lasse

Jeg ved ingenting. Ikke lige nu i hvert fald.
Jeg har læst Twilight færdig. Endelig. Jeg vil ikke pære videre i den mere, jeg har fået det ud omkring den som jeg ville. Jeg kan dog sige så meget som, den var ikke rigtig for mig, punktum. Nu får vi se om jeg bliver tvunget ud i at læse nummer 2 også.

Jeg er tabt i tåger.

Jeg er blevet forfalden til dårlige tv-serier. Jeg har efter et halvt år uden fjernsyn, fået min faders gamle transportable camping-tv fra Hammerum og hele vejen herop til Dobbelt-A, og nu er jeg pludselig gået i "dårlig tv"-tilstand. Jeg har pludselig både Ramasjang og TV3 og mit daglige tv-forbrug er steget til utrolige højder. Jeg ser Paradise Hotel, Sex and the City, dumme tegnefilm og alt muligt andet fordummende.

Særlig denne fascination af andre menneskers offentlige udstilling og ydmygelse af sig selv for åben skærm som omtalte Paradise Hotel er et førsteklasses eksempel på, skammer jeg mig over, og sandt at sige, så skræmmer det mig også en smule hvor underholdende disse menneskers udfoldelser egentlig er, og hvor lang tid man kan blive ved med at se på dem. Jeg ved ikke hvad det er, men TV3 kan immervæk sende 45 minutters full-on "porno" af den slags hvor det ikke er bar hud, men idioti, udfordringer, tosserier og følelser, der bliver blottet. Og nårh ja, faktisk også en del hud.

Hvad der nu bliver spændende at se, er hvor mange flere af de kommende eller tidligere Paradise Hotel-gæster Amalie kender. (Tag dig i øvrigt ikke af denne linie, det er lidt en inside-joke, for folk som har set skidtet.)

Nåmen jeg kunne jo også bruge lidt tid på at fryde mig over den vinterlejr jeg var på med spejderne, hvor vi både fik sovet i telt i minusgrader, bygget en halv snehule, leget med ulveunger og bævere og generelt havde en ganske sjov weekend.

Jeg kunne også fryde mig over den kæreste jeg om 12 dage har 2. månedsdag med.

Eller måske over de tre t-shirts, jeg netop har fået fra Threadless.

Men når hovedet er fyldt op med junk-tv, så er det som om alt det der andet glider lidt i baggrunden, og det eneste jeg har at fortælle om, er elendige tegnefilm og dumme mennesker, der udstiller sig selv i håbet om at vinde en sum penge.

Såeh... Hvordan var din weekend?

Yes

Hej Jügge.

Selv om jeg de seneste måneder har levet med knapt så stærke følelser, som jeg plejer, betragter jeg stadig mig selv som et stærkt emotionelt menneske. Jeg føler. Jeg føler stærke og mange følelser. Den helt enestående aften, torsdag den 10. december 2009, følte jeg lige så vel som alle andre aftener. Indtil de startede. Klokken 20 gik de på scenen i Amager Bio. Alle mine følelser, de som allesammen hele tiden er der, følelserne af kærlighed, frygt, afsky, tiltrækning, glæde, kedsomhed, spænding, tolerance, racisme, morskab, dårskab, dem alle, de forstummede. Thi allerede halvvejs inde i første nummer - Siberian Kathru - befandt jeg mig i en tilstand af ærefrygt. Tidligere har jeg nævnt en Mew-koncert i London som "ærefrygtindgydende". Under og efter denne koncert så jeg, at jeg ikke kunne bruge dette ord om Mew, for hvor på skalaen skulle jeg så placere Yes? Ærefrygtindgydende ligger så langt ude, at der slet ikke var plads til Yes, hvis Mew skulle ligge der. Yes var en oplevelse jeg ikke ville have været foruden. At forestille sig et stykke musik, et kunstværk, som Heart of the Sunrise opført live er noget, der altid har ligget uden for mine evner. Det var i sandhed ærefrygtindgydende. Denne gang ved jeg, at jeg ikke kommer til at omskalere skalaen, for jeg kan umuligt leve til at fortælle om noget meget bedre end den koncert. Oplever en dødelig noget smukkere, må denne dø, thi kun guder kan gøre det bedre (og kun guder kan opleve guder).

Ja, store ord, jeg ved det. Et næsten overdrevet sprog. Men det fortjener de sgu. Selv med ny forsanger og en søn til en gammel pianist istedet for en, der var kendt med materialet, gjorde de det bedre end noget, jeg kunne forestille mig. Oliver Wakeman, den nydelige unge herre, har så sandeligt arvet nogle af sin fars, Ricks, talenter for at spiller på tangenter.

Dette indlæg er kun midlertidigt. Jeg skriver det færdigt, når jeg er ædru og frisk.

Ha, nej, ved du hvad... Fuldesnak er så ærligt og ligefremt, selv om det er elendigt formuleret xD. Der har du den ønskede anmeldelse af Yes-koncerten. Det er på en måde lidt... En overvindelse for mig at udgive noget, jeg synes, er pinligt dårligt. Jeg gør noget, selv om jeg synes, det er pinligt. Hurra!
Det får mig til at fundere over min egen natur... Men tegnefilmene, der pt. er i fjernsynet er sgu sjovere, så det må blive en anden gang.

Slagteri

Hej Lasse

Nå, så fik jeg læst Brians slagtning af mit udspil til Catch. Lettere redigeret siger du... ;) Nej, han har da egentlig lavet et fint lille stykke redigeringsarbejde, men jeg har det lidt på fornemmelsen, at han har fjernet og tilføjet mere end han har brugt og udnyttet. Selvfølgelig har han forsøgt at få det til at passe ind med sin prædiken osv. og det blev da også lige pludselig meget mere - hvad var det nu du kaldte det - nej, det kan jeg ikke huske, men præsteagtigt, knap så barnagtigt som jeg ville have det til at lyde, uden at det egentlig lød sådan. Men jeg håber da det var en succes og, at I alligevel fik den børnehavestemning ud af det som i hvert fald jeg gerne så i det.
Men hvordan gik det, hvordan spændte det af? Fik I det lavet i næsten-mørke, eller hvad?

Nå, jeg så dig jo altså i weekenden alligevel. Du var fuld. Det var hyggeligt. Ret spontant at jeg lige pludselig drog hjem til Niels efter en lang dag i Vildbjerg med børneteaterfestival og skuespil. Jeg spillede min - forhåbentligt - sidste forestilling af "Først bli'r man jo født", et skuespil jeg har været involveret i siden maj engang og håber det var det sidste jeg så til det, så jeg kan være fri for at rende frem og tilbage mellem Herning og Aalborg. Jeg vil egentlig gerne bo der hvor jeg bor. Det ved jeg ikke om jeg også fik sagt i fredags. Nåmen lige nu sidder du vel i London, eller står måske. Forhåbentlig er du på vej på pub eller sådan noget og skal ud at have nogle øl og måske en "Slow Comfortable Screw" (gin, appelsinjuice og Southern Comfort).
Hils Ægidius fra mig, mon ikke hun kan huske vores fantastiske tur til Berlin i 07/08? Nææ, hende går man ikke galt i byen med, hun er en knag.

Hope you are well

P.S.: Dit digt; jeg kan lide det. Der er nogle rigtig stærke passager.
"Jeg er så helvedes, så satans, så forbandet, så fandens ..
Et dybtfølt suk
Hvorfor?"
Ja, typisk, at jeg vælger det med bandeordene, men den stikker ud for mig. En følelse af afmagt er at spore i det her. Og jeg kender den følelse, derfor tror jeg den bider lidt ekstra. Super.

Kærlighed og London

Hej Jügge.

Først, selv tak for sidst. Dit halløj blev vendt på et møde i gåraftes. Det vil nok blive brugt i en lettere redigeret udgave. Jeg har ladt Brian om at lægge sidste hånd på det. Der bliver flere gentagelser og sådan. Håber det bliver godt. Men nu må vi se imorgen.

Jeg har det sært idag (skrev dette søndag). Og har sådan cirka 100 timers aflevering til imorgen. Stress og tis og bæ. Men hvad søren. Det nytter jo ikke noget at pibe (Jeg har opbrugt min kvote for bevidste stavefejl dette kvartal).

Jeg skriver et digt. Sang på vej hjem fra musical-øvning. Fandt bare på teksten undervejs. Og melodien, men den har jeg glemt. Digtet har vist titlen "kærlighed". Tror jeg. Lidt trivielt men skidt... Det er ren fiktion, skal det lige understreges.

Hvad er det?
Hvad føler jeg?
En form for apati, måske nedtrykthed,
trods min glæde er stor.
Hvorfor føler jeg således?
Hvorfor?

Jeg er glad
Jeg har det godt
Jeg laver sjove ting
Men alligevel har jeg det skidt
Jeg er så helvedes, så satans, så forbandet, så fandens ..
Et dybtfølt suk
Hvorfor?

Denne følelse
Den omfavner mig
Den kvæler mig
Den dræber mig langsomt og pinefuldt
Jeg tror det er en form for kærlighed
Hvorfor?

En forelskelse
En kærlighed til et enkelt menneske
Stærk og på sin vis meningsløs
En kærlighed, så meningsløs, uden oprind
En kærlighed så ugensidig, så umulig
Usandsynlig, uforståelig og alligevel uigenkaldelig

Det er en kærlighed
En forelskelse, der ikke kan,
der ikke må, ikke bør være, men er
En kærlighed, der ikke skal
ikke bør, ikke må,
ikke kan blive, men bliver
Fornægtet.

Nej.
Nej.
Jeg er ikke forelsket.
Dette er normalt
Ikke kærlighed

Som sagt ren fiktion. Det er ikke fuldstændigt, jeg skriver måske mere til, retter og sådan mens det ligger her. Men blev inspireret og følte det måtte skrives ned uanset kvaliteten.

På lørdag tager jeg til London. Jeg hører, du kommer til Hammerum i weekenden, men ikke engang kan blive min gæst til gym-festen fredag :(. Så vi ses jo ikke og snakkes nok først ved, når jeg kommer hjem igen. Men jeg glæder mig nu til turen. Er begyndt at holde af min klasse, i hvert fald nogle i den. Så det bliver bare konge, som du ville have sagt det. Åh ja, og så skal vi have Ægidius med! Så kommer vi altså ikke ligefrem til at kede os.

At forfatte

Hej Lasse

Tak for sidst.

Jeg har sendt dig en mail. Det, som står i mailen har jeg også sat ind her, så får vi se hvor du læser det først. Du har set dele af det, for jeg skrev det mens jeg sad i din sofa i fredags. Der er lidt mere i det her stykke end det jeg gav dig dengang.

1: Der er en ring og jeg er udenfor.
Jeg er elektronen, som kredser om atomets kerne.
Vi er sammen i Atomet, Kernen og jeg, men jeg er ikke derinde.
I Kernen er protoner og neutroner sammen mens jeg er udelukket.
Jeg er negativ og Kernen er positiv, men jeg sidder fast.

1&2: Jeg er en magnetisk sydpol mod andre Sydpoler.

2: De afviser mig. Jeg er for dem magnetisk frastødende.
En konstant, usynlig barriere holder mig fra at komme dem nær.
Vi er ens, men jeg er ikke sammen med dem.

2&1: Jeg er en dråbe olie på vand,

1: jeg flyder ovenpå.
Jeg er en væske, men jeg skiller mig ud.
Jeg flyder ikke SAMMEN med dem, men FLYDER sammen med dem.

1,2&3: Vi er ikke med i legen.

3: Vi...
Vi.
VI!
Det er OS, som ikke er med.
Men VI er vi. VI er OS! OS er godt.

1,2&3: OS er godt!

Jeg skal hjem igen engang i løbet af weekenden. Der er jo pludselig efterårsferie, så jeg har undervisningsfri i næste uge, hvilket jo er ganske fabelagtigt. Så jeg skal hjem til Hammerum, til Herning og spille teater & hygge med Niels og så læse en masse op og så videre og så videre.
Hvad har du af planer for ferien, for jeg går ud fra at gymnasiet også holder ferie i uge 42, det gjorde det i hvert fald dengang jeg gik der selv. ;)

Jeg har en lærer

Hej Jügge. Så er der brok igen.

Jeg har en lærer. Sjovt nok. En ganske forfærdelig lærer. En lærerinde. Var alle lærere på landet gymnasier som hende ville selvmordsraten blandt unge her i landet være betydeligt højere. Dybt seriøst. Ikke for at svine hende, mener det seriøst. Derudover vil jeg gerne svine hende. Jeg holder hende i øvrigt anonym og hun vil i det følgende få navnet Bob.

På et stykke papir foran mig, hvor jeg og en anden har skrevet står der:

Hun snakker for meget...
Go jumb of a plane, Bob!
yeah, please do.
Twice
Just to make sure.

Jeg måtte på et tidspunkt forlade lokalet af ren forfærdelse over denne kvinde og hendes elendige undervisning. Vi bliver spurgt om vores mening om noget. Birgitte kommer med hendes mening og Bob svarer: ”Det er forkert.” Det er simpelthen forkert, hvis man ikke er enig med hende. Hun kunne have sagt: ”Hvad i teksten baserer du det på?” eller udfordret hende med: ”Men her står der jo sådan og sådan, hvordan forsvarer du dit synspunkt?” Men nej. ”Det er forkert.” Du er forkert, Bob.

Jeg vil gerne byde ind. Jeg er ikke enig med Birgitte, men er utroligt frustreret, over at vi ikke bare kan have øvelsen i at diskutere ud fra en tekst, sådan som det er meningen. Men kan jeg, som endda er enig med Bob, få lov at ytre min mening og argumentere? Nej da. Bob taler selv. Bob skal selv ud at svinge fanen. Ingen øvelse til eleverne.

Hun brokkede sig tidligere i timen, over at vi intet sagde. Men hun lader os jo ikke få et ord indført! Vi skal lære, vi skal diskutere ud fra en tekst. Ikke høre hendes latterlige foredrag om hendes meninger. Spørger hun om ens meninger og overbevisninger generelt, ikke ud fra en tekst, men bare hvad vi personligt føler og mener, kan hun også hvis hun er enig sige: ”Det er rigtigt.” Nej. Det er ikke ”rigtigt”. Det er bare hvad jeg mener! Up the shut fuck and go die. Twice and once more.

Det ovenfor er simpelthen... Ren vrede. Har ikke engang rettet det. Synes egentligt det... Det er renest sådan her. Kæft, hvor var jeg sur -.-

Jeg kender simpelthen ingen som dig, der interesserer sig for sådan nogle ting der! Som bruger tid på at finde ud af det. Jeg bliver lidt begejstret. Og ja, synes selv det med at tage chancer er noget svært noget... Men sært at man tør blive, når man har fået penge af andre til at tage afsted.

Ja, hvad er det egentligt for noget med den ungdomsgudstjeneste-som-alligevel-ikke... Det din bror sagde. Tænkte nok han ville snakke om det. Ser du... Jeg har nogle tanker... En teater-agtig vision om hvordan man kan lave en kobling fra en (dårlig) musikvideo (Linken Park - Numb efter Najas befaling) som start til det hele og videre over i en salme og forkyndelsen. Synes vi skal stikke hovederne sammen imorgen inden vi tager hjem til Niels og så kigge på det her.