Yes

Hej Jügge.

Selv om jeg de seneste måneder har levet med knapt så stærke følelser, som jeg plejer, betragter jeg stadig mig selv som et stærkt emotionelt menneske. Jeg føler. Jeg føler stærke og mange følelser. Den helt enestående aften, torsdag den 10. december 2009, følte jeg lige så vel som alle andre aftener. Indtil de startede. Klokken 20 gik de på scenen i Amager Bio. Alle mine følelser, de som allesammen hele tiden er der, følelserne af kærlighed, frygt, afsky, tiltrækning, glæde, kedsomhed, spænding, tolerance, racisme, morskab, dårskab, dem alle, de forstummede. Thi allerede halvvejs inde i første nummer - Siberian Kathru - befandt jeg mig i en tilstand af ærefrygt. Tidligere har jeg nævnt en Mew-koncert i London som "ærefrygtindgydende". Under og efter denne koncert så jeg, at jeg ikke kunne bruge dette ord om Mew, for hvor på skalaen skulle jeg så placere Yes? Ærefrygtindgydende ligger så langt ude, at der slet ikke var plads til Yes, hvis Mew skulle ligge der. Yes var en oplevelse jeg ikke ville have været foruden. At forestille sig et stykke musik, et kunstværk, som Heart of the Sunrise opført live er noget, der altid har ligget uden for mine evner. Det var i sandhed ærefrygtindgydende. Denne gang ved jeg, at jeg ikke kommer til at omskalere skalaen, for jeg kan umuligt leve til at fortælle om noget meget bedre end den koncert. Oplever en dødelig noget smukkere, må denne dø, thi kun guder kan gøre det bedre (og kun guder kan opleve guder).

Ja, store ord, jeg ved det. Et næsten overdrevet sprog. Men det fortjener de sgu. Selv med ny forsanger og en søn til en gammel pianist istedet for en, der var kendt med materialet, gjorde de det bedre end noget, jeg kunne forestille mig. Oliver Wakeman, den nydelige unge herre, har så sandeligt arvet nogle af sin fars, Ricks, talenter for at spiller på tangenter.

Dette indlæg er kun midlertidigt. Jeg skriver det færdigt, når jeg er ædru og frisk.

Ha, nej, ved du hvad... Fuldesnak er så ærligt og ligefremt, selv om det er elendigt formuleret xD. Der har du den ønskede anmeldelse af Yes-koncerten. Det er på en måde lidt... En overvindelse for mig at udgive noget, jeg synes, er pinligt dårligt. Jeg gør noget, selv om jeg synes, det er pinligt. Hurra!
Det får mig til at fundere over min egen natur... Men tegnefilmene, der pt. er i fjernsynet er sgu sjovere, så det må blive en anden gang.