Mit liv

Hej Jügge, min ven.

Den perfekte start på en dag. Lige i dag. Mmmmh, jeg har det rart. Men du skal jo have historien. Vi starter fra i gåraftes:

Cirka ved middagstid blev jeg inviteret til fest. Ganske spontant blev en klassefest arrangeret. Det blev et lille hyggeligt selskab med otte mennesker. Vi havde det sjovt, selv om vi ikke kunne finde et spil Twister. Hen ad klokken 1-2 stykker ville nogle i byen, mens vi var fire, der så valgte at tage hjem. De fire, som skulle i byen, blev kørt i byen, og vi andre blev tilbudt et lift østpå af samme chauffør bagefter, og da jeg ikke rigtigt kunne komme hjem, blev jeg endda tilbudt en soveplads hos en af de brave piger. I mellemtiden hyggede vi os med at bytte rundt på værtens ting inde på hendes værelse.

Nuvel, en egentligt rar måde at slutte en god dag på, det er altså hyggeligt at ligge og snakke lidt, inden man falder i søvn (det skal lige siges, at jeg altså sov på gulvet og min vært i sin seng). Vi både pjattede lidt og talte lidt "seriøst" sådan som man nu gør, når man er så behageligt beruset. Så humøret holder stadig lidt fra igår.

Nu kommer vi til morgenen. En super dejlig morgen. Klokken 7 vågner jeg brat ved at min vært stiger ud af sin seng og forlader værelset. Jeg orker ikke helt at kigge, men jeg kan høre det. Jeg ligger så lidt for mig selv i en halv times tid, hvor hun kommer tilbage og åbenbart har været i bad. Er der noget meget skønnere end en frisk, glad pige med vådt hår? (Igen for at undgå misforståelser skal det nok understreges, at hun vel at mærke var påklædt, da hun kom) Sådan smilende og ren ser enhver smuk ud, vil jeg vove at påstå.

Jeg stod op. Ganske vist jævnt smadret og ikke med en super glad mave, men i godt humør. Vi startede dagen med lidt fjernsyn, tegnefilm og hvad der nu ellers kommer af skidt på disney channel. Ikke dårligt, siger jeg dig! Vi snakkede desuden lidt Pokémon. Hun havde sin gameboy liggende med det gule spil i.

Vi spiste morgenmad. Sådan da. Jeg kunne ikke spise mere end en enkelt marmelademad. Jeg havde det ikke decideret dårligt, men min mave skulle endnu ikke udfordres. Derefter genoptog vi den tidligere aktivitet, vi så flere tegnefilm. De Fantastiske Fehoveder er fantastisk. Jeg nød det.

Jeg var så heldig at familien skulle ind til byen, så jeg kunne få et lift til togstationen, altså et held uden lige! På togstationen skulle jeg vente i en halv time. Jeg nød det. En halv time i perfekt vejr. Jeg vil skyde på 12 grader i skyggen og så var der solskin. Himmelen, træerne, de fjerne skyer, alt var flot. Jeg røg mig en pibe af min yndlingstobak, nød livet og overvejede... Jeg ved ikke hvad jeg overvejede, tror slet ikke jeg overvejede noget, men jeg overvejede. Funderede endda måske. Jeg nød så meget at sidde på den bænk at da toget kom, overvejede jeg at blive siddende til det næste en time efter. Det gjorde jeg dog ikke. Jeg var heldig med toget. Det var et af de gamle MR/MRD-togsæt. Du ved, et af dem Arriva overtog fra DSB i sin tid. De er klart de behageligste. Jeg nød turen. Du ved nok, at jeg har en forkærlighed for tog og ture med dem. Jeg kiggede ud af vinduerne det meste af tiden alt imens jeg nynnede arbejdsmelodien fra Phineas and Ferb. Vidunderlig tegnefilm.

Nu er jeg hjemme, det er så mindre sjovt, men jeg vil få det bedste ud af det. Jeg ligger på en madras i haven og skriver det her. Det er rart. Jeg nyder det. Jeg overvejer at børste tænder og spille lidt Pokémon. Måske jeg vil rykke ind foran fjernsynet med det.
Jeg nyder mit liv. Uanset hvor depri og nederen, jeg er, så elsker jeg mit liv. Jeg er ikke specielt produktiv. Jeg er ikke specielt pligtopfyldende. Jeg kan godt være belastende, og jeg er ikke altid noget godt menneske. Men jeg nyder mit liv mere end de fleste, tror jeg. Også mere end de nyder sine egne liv. Hurra for det gode liv.

1 kommentarer:

Jeppe sagde ...

lies!

Send en kommentar