Jeg går i korte bukser

Hej Lasse

Vejret er godt og jeg går i korte bukser. Jeg går aldrig i korte bukser. Men nu gør jeg altså, for jeg er ved at falde om af varme.

Sidste år arbejdede jeg i A-Z i Herning, men det ved du jo godt. Hvad du sikkert ikke ved eller kender til, er de "inhumane" forhold man som (mandlig) medarbejder bliver udsat for i sommermånederne. Jeg arbejdede i afdelingen Hus og Have i en koncern, hvis regler om påklædning (en såkaldt dress-code) forbyder mænd at gå i andet end én type benklæder; den lange slags.
12 timer i et varmt varehus, flyttende på ting og sager, gerne store 9 liters spande med maling og gerne planter, gerne plæneklippere, gerne redskaber osv., osv., kan give en, en ordentlig omgang sved på panden - og når man har lange bukser på også ned ad benene.

Så nu går jeg i korte bukser - fordi jeg kan!

Der er altså varmt i dag - og jeg glæder mig over at kunne bruge korte bukser - så jeg tog bussen ind til byen for en lille time siden. Jeg har haft nogle problemer med noget DVD-værk og sådan og min nye udgave af Pink Floyds The Wall - The Movie skulle være kommet hjem. Det var den også, intet bøvl.
Nuvel, det kan godt være Stereo Studio har landets bedste kundeservice (i mit hoved i hvert fald), men det kan så sandelig også være farligt bare at bevæge sig indenfor døren i den butik. For, som det nu går, gik jeg ikke bare fra Stereo Studio et styk The Wall - The Movie rigere, men også 149,95 kr. fattigere. Jo, The Wall havde jeg fået på tilgodeseddel og bare som en ombytning, men hvad jeg ikke havde regnet med var Monty Pythons Flying Circus - The Complete Boxset, som jo selvfølgelig stirrede ned på mig fra øverste hylde så snart jeg satte min fod i butikken. Men ja... Nu er jeg 8 disks med sublim absurd-komik rigere og 149,95 kr. fattigere.

Jeg overlever det nok lige.

Hvad jeg egentlig ville have fortalt var, at jeg i bussen på vej hjem fra byen sad overfor en baby. En lille en, med rundt hoved og store kinder, i en lyserød flyverdragt. Og som man jo gør - som man altid gør - når man sidder overfor en baby, begyndte jeg at lave dumme ansigter og fagter til den lille pige.
På et tidspunkt slår hun ud med armene og jeg samler med det samme op på det og slår også mine hænder ud. Og jeg slår dem sammen igen. Jeg klapper ad den lille pige.
Nogle minutter efter klapper hun også. Jeg siger ikke, at der ikke er andre der før har klappet med hende, måske ad hende, men i det øjeblik hun klapper sine hænder sammen og kigger op på mig med sine store øjne har jeg det som om jeg lige har lært hende at klappe.
Så, til dig, lille pige, bliv ved med at klappe! Klap dig igennem livet. Klap, klap, klap. Klap ad andre, klap ad dig selv og klap ad livet. Klap.