Hej Lasse
Med frygt for at lyde kliché-agtig, er det en smule overvældende at vende tilbage til det her efter så længe. Men jeg skriver nu engang her for at sende dig endnu et lille blog-brev.
Lad mig starte med at ønske dig glædelig jul. Den er lige overstået, og jeg er tilbage på arbejde i et par dage inden det bliver nytår. Jeg håber din juletid har været tilfredsstillende, og omgærdet med alt det traditionelle med mennesker, hygge, glæde og alt for meget mad.
Du er i Aarhus, og jeg er i Aalborg (eller Frederikshavn på job lige nu), to byer, der - efter en af byernes borgmesters higen efter internationalisering - begge kan kaldes for dobbelt-A.
Nåmen hvad jeg ville skrive om er ferie - en underlig størrelse, og også en eftertragtet en; især når man ikke har den. Jeg har haft julefri siden aftenen den 23., og til i går d. 28. I de mellemliggende dage har jeg stæset rundt til forskellige familiesammenkomster, både i min egen og i kærestens familier. Og hygge har der da været, bestemt, det har der da. Men man kan alligevel godt komme til at savne det at være to - og bare to (ja, eller for den sags skyld bare sig selv), når man sådan dagligt bliver omgivet af flere mennesker end man kan tælle på to hænder. Og det er nok der, man godt vil have ferie - ferie til sig selv, til hinanden, måske endda ferie fra sig selv eller fra den anden. Min far er begyndt at tage på rejser alene. Det vil sige, han tog tidligere i år på en operarejse til Ungarn, uden at tage hverken min mor eller nogen af os andre med. Om han var med et rejseselskab ved jeg ikke, for jeg var jo ikke med. Ikke at det gør noget; jeg interesserer mig ikke forfærdeligt meget for opera, og dog må jeg indrømme, at det syntes mig en smule spøjst, da jeg hørte om, at han kunne finde på at tage af sted alene. Men jeg kan såmænd godt forstå det. Det er alenetid, sådan helt rigtigt.
Jeg har lige talt med en af mine kolleger om det at savne hverdagen når man har ferie, og sjovt nok er vi begge enige om, at man godt kan komme til at trænge til det der med, ikke at skulle være "på," på den måde man er til en fest, eller et selskab eller i en ferie - man trænger til at kunne tillade sig at være grim om morgenen eller søvnig om eftermiddagen. Og til at kunne gå en dag uden nødvendigvis at skulle vaske sig.
Alligevel savner jeg ferie - men det skal sgu være rigtig ferie og ikke en hvor jeg skal være andet end mig. Måske vil jeg bare gerne have en uges weekend. Kan man det?
Senere i dag tager jeg i Bilka - der skal flere lamelgardiner op i vores "nye" lejlighed, og så skal jeg have købt ind så jeg kan hænge lamper op med min nye slagboremaskine. Jeg håber det hele kan være i vores lille bil, som vel også stadig kan betegnes som "ny," for ellers ved jeg ikke hvordan vi får det hele med hjem.
Vil du hilse dine kære og dem omkring dig og varm dig så ved den tanke, at der er lang tid til næste jul, men at den der følelse godt kan blive ved med at være der - også selvom man synes man trænger til en pause.
Jule-opera
Mvh. Jacob d. 29.12.14
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar