Om fredens fordragelighed.

”Vi har nu engang visse permanente fjender: Den totalitære stat og den nihilistiske terrorcelle, med hvilke ''fred'' hverken er mulig eller ønskelig. Anerkender vi og forbereder vi os på dette vilkår, kan det give os en række fordele i en krig, der synes forudbestemt til at vare lige så længe som civilisationen er villig til at forsvare sig selv.” - Dette afslutter en tekst af Christopher Hitchens.

”Vi har nu engang visse permanente fjender […] med hvilke ''fred'' hverken er mulig eller ønskelig.”

Er fred ikke ønskelig? Er det ikke netop fordrageligt at leve i fordragelighed med selv dem, vi er mest uenige med? Svaret kan være nej. Måske er det faktisk at foretrække at føre krig for at forsvare vores mest fundamentale værdier, vores eksistens i en vis forstand, frem for at leve side om side med disse dæmoner. Det kan da tænkes at vi netop må føre krig for at nå tættest muligt på fred. Ja, måske er det sandt. Jeg ved bare at jeg foretrækker fred og fordragelighed. Jeg ønsker ikke at føre krig for at nå til enighed. Jeg ønsker ikke at slå ihjel for at skabe lykke.

Jeg forstår tanken om forsvar. Jeg forstår at man ikke ønsker at dø, der er få ting om noget, jeg selv frygter mere end det. Men tanken strejfer at det ikke nødvendigvis er værre at dø end at slå ihjel. Slå mennesker ihjel. Jeg tror ikke jeg vil kunne se dæmonerne, kun mennesker. Mennesker der kan være forskruede, desperate, ja, som måske mener det er rigtigt at slå mig ihjel. Jeg ved ikke hvad der er værst, at slå ihjel eller at dø, for jeg har ingen af delene prøvet. Jeg tænkte bare, at min tanke var tanken værd.

Når det kommer til forsvar af dem, man har kær, er min forståelse kun større. Da ville jeg muligvis selv kunne drives til mord. Måske, jeg ved det ikke. Men jeg ved at jeg for alt i verden vil undgå at finde ud af det. Jeg tror at andre, også blandt vores fjender, uden tvivl er villige til både at dø og at dræbe for at forsvare deres kære, og jeg kan ingenlunde bebrejde dem. Tværtom er min medlidenhed stor, hvis de har brug for det. Hvor min forståelse mangler, er der hvor det gælder at sætte sine kære på spil for at forsvare en idé. Hvor der i det hele taget mangler forståelse er der, hvor man sætter andres kære på spil for at forsvare andet end sine egne.

Et konkret problem at afgøre hvem der er fjender. Jeg tror man i vores samfund finder størst enighed om fjendskabet til terrorister, angribere. Ifølge Hitchens er totalitære stater også fjender, og så vidt jeg forstår, også uden at have angrebet, altså i bund og grund fordi de har andre værdier end os. Selvfølgeligt er det ikke grund nok til fjendskab, blot at de har andre værdier end os, ingen ved sine fulde fem vil jo sige, at min mor er min fjende, og at jeg bør dræbe hende, blot fordi vi er politisk uenige. Min pointe er, at grænsen synes uklar. Det tror jeg den altid vil være, jeg tror aldrig vi får en konkret skelnen mellem fjender og ikke-fjender, for det ligger ikke i fjendebilledets natur at være konkret. Vi kan aldrig finde ud af præcis hvem vi bør dræbe.

Ønsker man generelt fred, ved man til gengæld godt konkret hvem man ønsker det med: Alle og enhver. Men det er svært, det har jeg også erkendt. Det ligger i menneskets natur at blive vred. Jeg er det selv. Men min frygt for krig og død er stærkere. Ja, jeg lader mig styre af frygten. På dette punkt ville jeg ønske alle, der, som jeg, ikke har kærlighed nok til at trumfe vreden, lod frygten styre.

Jeg endte her i min lille krig mod krigen et andet sted end det, jeg tænkte på ved begyndelsen, men sådan er krig jo tit. Men jeg tror altså godt jeg kan fordrage fred.